Christen Aagesen
| Født den 0. 1550. |
| Død i 1614. |
-
Tekst:
Christen Aagesen der også kaldes Christen Skriver, boede i Vinkelgaard i Heldum Sogn. Han er født omkring 1550, og han døde i begyndelsen af året 1614. Han var antagelig gift med enken efter Laurits Spend i Hovvinkel, og hun er måske identisk med den Bodil Poulsdatter i Sønder Hovvinkel, som den 25. maj 1616 på Viborg Landsting fremførte en gældssag imod Niels Pedersen i Ballegaard. Den 3. februar 1587 udstedte kongelig Majestæt et åbent brev, hvori han lovede Christen Skriver i Vinkel og Morten Davidsen i Lemvig, der havde en toft udenfor Lemvig, som de var bange for at Jørgen Friis til Faurskov ville søge at komme i besiddelse af ved mageskifte, at kongen ikke ville tilskifte Jørgen Friis toften, men lade Christen Skriver og Morten Davidsen beholde toften for den af gift, de hidtil havde svaret deraf, da toften var af stor betydning for deres næring. Den 12. januar 1596 udstedte kongen stadfæstelsesbrev på livstid for Christen Aagesen i Vinkelgaard på kronens part af korn tienden af Hove Sogn, hvoraf der årligt skulle svares 18 tdr. byg. På kongens retterting fremførtes den 21. april 1602 en sag imod Hans Christensen Kremer i Lemvig angående et gavebrev, han havde på sin kone Marine Vilsdatlers vegne. Brevet var dateret den 3. september 1590 og vedrørte noget af Ballegaards jord. Preben Gyldenstjerne anfægtede på kronens vegne ægteparrets fulde ejendomsret til Ballegaard, da en række dokumenter udviste, at der var adskillige andre medarvinger og lodsejere i Ballegaard. Bl.a. oplyser et samfrændebrev af 15. januar 1599, at Ballegaard var blevet skiftet mellem Christen Skriver i Vinkel og Hans Christensen. Et andet samfrændebrev af 1595 oplyser, at Bil Madsens børn og Peder Madsens børn også havde arvelodder i Ballegaard. Den 22. maj 1604 fremstod Preben Gyldenstjerne på kongens retterting og tiltalte Jørgen Friis til Faurskov, fordi denne gjorde krav på 5 boel øst for Lemvig å, som han hævdede at høre under Torstensgaard. Blandt de indstævnede vidner i sagen var Christen Skriver, der vidnede med oprakte fingre og helgens ed, at da han var skriver på Bøvling, gjorde de nævnte 5 boelsbeboere dagsgerning til Torstensgaard. I året 1595 blev Christen Aagesen i Vinkelgaard udnævnt til kirkeværge for Heldum Kirke efter Mads Ladsen Bloksgaard i Ballegaard. I den gamle regnskabsbog for Heldum Kirke, der begynder i 1584, kan man år for år følge Christen Aagesen (Christen Skriver) i, hvad han har foretaget sig på kirkens vegne. Endnu den 17. december 1613 ses han at have beklædt hvervet, idet han nævnte dag havde et møde med regnskabsprovsten Iver Frederiksen i hans egen gård, hvor de foretog en ligning og beregning over kirkens indtægter og udgifter for året 1612, og denne opgørelse udviste, at Christen Aagesen skyldte kirken 32 rdlr. Christen Aagesen døde åbenbart kort efter i begyndelsen af 1614, idet man den 26. august dette år igen havde besøg af regnskabsprovsten, som mødte op i gården Hovvinkel, hvor han havde ført regnskabet sammen med sal. Christen Aagesens arvinger, som repræsenteredes af sønnen Oluf Christensen, der ved samme lejlighed udnævntes til faderens efterfølger som kirkeværge. i samme års register over kirkens indtægter og udgifter oplyses det, at sal. Christen Aagesen på det sidste havde skænket 2 daler og 2 tdr. byg til kirken. Oluf Christensen beklædte herefter hvervet indtil 1635, da han afløstes af ridefoged på Bøvling og beboer af Nør Vinkel ~ud Gregersen, der bestred embedet til sin død i 1646. Han og hustru Anne Gorgis - eller Gorrisdatter - skænkede flere store gaver til kirken, bl.a. en mark kaldet Hobestoft. Da regnskabsprovsten den 29. oktober 1646 var i Vinkel for at gøre kirkens regnskab, var Knud Gregersen afgået ved døden, og en af hans arvinger Christen Lauritsen (ane 114), der angives at være forrige foged på Kobbel, overtog gården efter afdøde og overtog desuden bestillingen som kirkeværge. Knud Gregersens kone Anne Gorgisdatter døde også i 1646.